Cykelchips og cykelskiltning

I dag uddeler Københavns Kommune de sidste 1200 cykelchips fra forsøgsordningen “Få en lille chip på”. Nåede du ikke at få en i første omgang, kan du møde op foran hovedindgangen til Københavns Universitet Amager, Njalsgade 80 i tidsrummet 15 - 20.00 og satse på at der er en til dig også.

Københavns Kommune skriver meget mere om forsøgsordningen her

Kreativiteten er stor når butiksejere rundt omkring i byen forsøger at holde cyklerne væk fra deres vinduer. Her er et lille udvalg fra København fanget af Sidsel-Marie og et enkelt af den mere positive slags fra en butik i Århus, der blev spottet af Niels i den forgangne weekend.

Tak for dem. Man kan så spørge sig selv, hvilke skilte man får mest lyst til at adlyde.


Pænt goddag

Så er det vist på tide, at jeg tager hatten af og introducerer mig selv. Mit navn er Gry og jeg har overtaget Maries værtsrolle her på sitet. De næste par måneder  handler for mit vedkommende om at få hjulpet ibikecph endnu mere på vej til at flyve selv.

Henover sommeren har der ikke været så mange ressourcer til at facilitere aktiviteten på sitet og alligevel har der stadig været liv og aktivitet herinde. Det er dejligt, for det understreger jo at der er brug for og interesse for den fælles platform. I det daglige taler jeg desuden med en masse forskellige mennesker, der alle arbejder på, med og omkring cykler og her møder jeg alle vegne samme entusiasme: Ibikecph har allerede en velfungerende kerne og har potentiale til at blive endnu større og endnu mere interessant at følge. Mit spørgsmål til jer er derfor, hvad der skal til for at cementere ibikecph som det sted vi mødes som aktive medskabere af København som cykelby?

En ting jeg tænker, der gerne måtte være mere af er egentlige aktiviteter der støtter op om vores cykelkultur rundt omkring i byen. Sidste efterår var en lille gruppe ibikere på gaden og pynte cykler, og sommeren over har der været flere vellykkede pimp your bike-arrangementer rundt omkring i byen. Måske vi kunne følge op på det med et decideret cykelloppemarked her inden vinteren for alvor sætter ind? Hvis nogen så oven i købet har hænderne godt skruet på, kunne der måske være et lille værksted, hvor de nyanskaffede dele kunne komme på cyklen med det samme. Hvad tænker I?

Sommeren cykler afsted

Global opvarmning eller ej - vejret lokker enhver cykelglad sjæl udenfor…

Måske vi ses på KlimaCamp ude i Valbyparken - der er bl.a. et cykelværksted hvor man kan pimpe sin cykel.

Og på den anden side af sommerferien kan alle være med til CO2PENHAGENs cykelparade lørdag den 5. september. “Hvis du har en cykel, så kom og vær med! Skøre cykelpåfund er velkomne! Det bliver et farverigt og muntert mylder på hjul!!”

Eller måske ses vi inden - på Københavns gader og stræder? Rigtig god sommer. VH Marie

Forår i luften - og luft i hjulene

Long time no see! Pga. manglende økonomi til ibikecph har jeg desværre ikke kunnet lægge så meget tid og energi herinde som jeg kunne ønske. Men så er det jo bare dejligt at se, at her er masser af liv og diskussion.

Forårsvejret inviterer til at få luftet jernhesten og komme ud og nyde sol såvel som lun forsommerregn.

Hvis du ikke helt ved hvor du skal cykle hen, så kan du overveje at tage en tur forbi Rådhuspladsen eller Dronning Louises Bro. Der er nemlig blevet opstillet nogle helt nye cykelbarometere, som skal tælle hvor mange folk, der cykler forbi. Hvis du bliver nummer 500.000 vinder du en præmie!
Der er også opstillet gratis luftpumper forskellige steder i København. Hvis I spotter dem må I gerne lægge dem ind som tips i vores Cykelguide, så vi alle kan holde styr på hvor de er.
Og har I nogen gode idéer til hvordan vi ellers kan udbrede budskabet til resten af Københavns cyklende masser, så fyr løs!

VH Marie

Fra alle os til alle jer

På trods af lurende julestress har vi arbejdet i døgndrift på at lave en ny og forbedret udgave af ibikecph. Og nu er den her!! Lige i tide inden jul, så I rigtigt kan gå på opdagelse i ferien, når familiesnakken bliver for forudsigelig eller marcipanen for kvalm.

Vi har gjort ibikecph helt offentlig nu, så alle kan se på og deltage - også uden at være medlem.

Hvad er nyt?

På baggrund af jeres feedback og mange omhyggelige overvejelser har vi foretaget en del ændringer i forhold til beta-versionen:

- Cykelguiden over København samler alle vores gode tips om dét at cykle på et kort over byen. Vi glæder os til at I hjælper os med at fylde på!

- Cykelgalleriet viser de cykler, som ibikecphs medlemmer kører på. Hvis du har en profil kan du også selv oploade billeder af din cykel. Anbefal de cykler, du synes er fedest og følg med i, hvilke cykler der er mest populære!

- Fællesskaberne består af medlemmer, der enten cykler på samme måde eller kører på samme slags cykel. Inde på din profil kan du angive, om du fx cykler aggressivt eller drømmende - og om du kører på mountainbike eller bedstemor. Se, hvad dem i dit fællesskab interesserer sig for og hvad de deler!

- Andre hjemmesider, fx Facebook og Myspace, kan nu vise indhold fra ibikecph. Hold øje med den nye knap ude til højre for indlæg, grupper, tips, profiler og cykelbilleder, der hedder ‘Jeg vil dele … på andre hjemmesider’.

Hvad gør jeg nu?

- Opdatér din profil og fortæl os, hvordan du cykler og hvilken cykel, du kører på

- Invitér alle du kender til at tjekke www.ibikecph.dk ud - nu kan de nemt se sig omkring uden at skulle oprette sig som medlemmer først

- Giv os feedback på den nye version af ibikecph, så vi kan blive ved med at gøre ibikecph bedre

- Meld dig ind i vores Facebook-gruppe I bike CPH

Jeg håber at I er lige så glade for det nye ibikecph som jeg er, og at I får en vidunderlig jul. Vi ses i det nye år! Bedste hjulehilsner fra Marie

Overskudspushere med blå fingre


Måske så du os på Nørreport i søndags. Vi var dem med de blå fingre og store smil. 7 stk friske fremmødte, der brugte en time på at give en hånd til trængende cykelejere. Med en IbikeCPH-ladcykel og nogle rygsække fulde af pimp og pumper gik vi i krig på de parkerede cykler. De halvflade fik lidt luft, de halvrustne fik lidt olie og de halvtriste fik lidt pynt.

Som forklaring efterlod vi små sedler med IbikeCPHs hjemmesideadresse og en personlig hilsen. Fx: “Din cykel er blevet pumpet og smurt af Jeppe og Laust”.

Efter aktionen var vi helt høje. Pimp and pump må og skal gentages! På Facebook har rygtet om aktionen allerede spredt sig. Der bliver råbt “overskudspushere” efter os. Det føles godt. Følg med i Pimp and Pump-gruppen og vær med næste gang!

PS: Her til morges cyklede jeg over Bryggebroen - og hvad så jeg? En cykel, jeg selv havde pimpet dagen før på Nørreport! Dejligt at se, at vores aktion lever videre ude omkring i byen :-)

Pimp and Pump - så går det løs

..blir til..

På feedbackmødet sidste uge blev en lille kerne af IbikeCPH’ere enige om at mødes og gøre gode gerninger for vores medcyklister. Så jeg er stolt over at kunne annoncere den første Pimp and Pump-aktion - allerede på søndag!

Hjælp os med at gøre København lidt bedre at cykle i

Trop op med en cykelpumpe, en blomsterkrans eller andet under armen - og giv en halvflad cykel en kærlig behandling. Og tag gerne et par venner med.

Jeg sørger for klistermærker, badges, termokander med varme drikke - og måske et banner og nogle t-shirts… Det kommer nok til at tage en times tid (men meget entusiastiske sjæle må selvfølgelig gerne blive hængende).

Håber vi ses: Nørreport ml de to kiosker på søndag kl. 14.

Forventningsfulde hilsner fra Marie - skriv til mig hvis du har spørgsmål

En steppebrand af omsorg og glædespredelse

Med disse ord følger Vidar op på IbikeCPHs fyraftens-feedback-event igår onsdag. Vi var 13, en bunke øl, et par skåle pistacienødder og vingummier. Og en masse idéer og endnu mere begejstring.

Hvad er I bike CPH for en fisk - og hvad er formålet overhovedet? Det var der flere bud på…

Vi blev ret hurtigt enige om, at IbikeCPH skal afspejle det positive ved at cykle i København. Alt det, vi tager for givet, og som vi glemmer, når vi går og brokker os i det daglige. Samtidig er det også vigtigt, at IbikeCPH kan hjælpe med at gøre byen bedre at cykle i. Og én ting er, hvad vi kan dele på sitet - noget andet er, hvad vi kan ændre ude i den asfalterede, cyklende hverdagsvirkelighed.

Så var det, at idéen om en task force opstod. En gruppe cyklende københavnere, der gør gode ting for andre, der cykler. 100 % god karma. Vi blev enige om at mødes (snart!) og tage ud og dele ud af vores overskud med parolen PIMP & PUMP!

Så har du en parkeret cykel, der har lidt flade dæk eller trænger til en kærlig hånd, så er du måske den heldige, der får besøg af IbikeCPH’s PIMP & PUMP special squat force…
Og måske vil du sågar være med til at give byens cykler en gang luft og opmærksomhed!?? Se mere i gruppen Pimp and pump og følg med her på bloggen :-)

Tak til alle jer der kom og delte jeres tanker og meninger - I har gjort os klogere og gladere. Jeg glæder mig allerede til at se jer igen…

Hvor stiller jeg min cykel?

NB: Kommer du på onsdag d. 3.? Vi vil gerne møde dig - og høre din mening om, hvordan vi gør I bike CPH bedst! Hvis du ikke allerede har meldt tilbage, så gør det nu ved at skrive til mig (Marie)

Arkitekturkendissen Peter Olesen synes København flyder med cykler, og i sit blogindlæg Cykel-roderiet udbeder han sig pænere og mere funktionel cykelparkering.

I kommentarfeltet ruller diskussionen. Mange giver ham ret - og opfordrer byens cyklister til at tage sig sammen:

“…måske skulle vi cyklister også gribe i egen cykel, om man så må sige. (…) Der er altid oceaner af ledige cykelstativer langs metrostationen, hvis man lige gider bevæge sig ca. 30 meter væk fra indgangen til centeret.” (Holger Bilsted)

“…Folk i dag er generelt hensynløse, egoistiske og fuldstændig ligeglade med andres ejendom.” (Martin B)

“…cyklistadfærd (er) nok den sidste bastion, hvor vi mennesker endnu kan udfolde vores stenalder-gener og være totalt ansvarsløse under anonymitetens paraply…” (Martin Larsensen)

Andre synes, at de mange cykler er et udtryk for, at København er en levende (og cyklende) by:

“…cykler der står blandt hinanden, nogen væltet, nogen modsat , nogen gamle nogen nye nogle henslængt nogle i stativ nogle midt på gaden osv osv…livet leves hvor er det skønt! (…) At se på en cykelparkering ved feks en metrostation rummer for mig voldsom kreativitet og enrgi og livsglæde! Hurra for det!” (Rita Y)

“…Tak for mangfoldigheden…det beskidte…ukontrollerede…kaos..og livet! Kbh. er ikke en ‘pæn’ provinsby, hvor borgerne skal belære hinanden om alskens ting!” (Martin)

Én ting er, hvor pænt det er med de mange cykler, der står som sardiner i en tønde. Noget andet er, at man ofte må have rundsave på albuerne for at mase éns cykel ind et sted, hvor den kan stå nogenlunde stabilt. Og når den så alligevel er væltet, når man kommer tilbage, så er det nok fordi, at der var nogen, der skulle til de 4-7 cykler, der stod inde bag ved…

Og så har jeg slet ikke nævnt problemet med at finde éns cykel blandt de tusindvis af andre. Hvor var det nu lige, den var..?

På I bike CPH har Peter Olesens artikel også afstedkommet debat. Adam CP mener ikke, at flere cykelstativer vil løse problemet med de mange efterladte cykelvrag. Frederik foreslår, at man indfører en frist for, hvor længe cykler må stå - på fx Nørrebro - før de bliver fjernet…

I gruppen Innovative cykelideer er cykelparkering også et tema. Her foreslås bla. en knap, som får en lampe på cyklen til at lyse, så man lettere kan finde den i vrimlen, samt cykelkældre i indre by.

Hvad siger du? Roder de mange parkerede cykler, eller er det ok som det er? Hvad kan vi gøre bedre? Gi dit bud!

Så kom sneen…

Den første sne får mig ikke ned fra cyklen! proklamerer ibikecph’er Martin Kallesen i gruppen sommermotionist eller helårspendler?. For Adam CP er cykling i sne som at være på skiferie og luften er crispy, og Vidar konkluderer poetisk, at lige meget vejret er cyklen bedst i byen.

I en endelig erkendelse af, at vejret kun bliver koldere og vådere fra nu af, har jeg nu anskaffet mig et par styr-vanter eller cykel-luffer, eller hvad vi nu skal kalde dem (nogen bud?). Vind- og vandtætte og kun 49 kr i en landsdækkende cykelkæde :-)

33 % af Københavns cyklister angiver regnvejr som den primære årsag til at lade cyklen stå, siger kommunens cykelregnskab fra 2006. Og alle der har prøvet at cykle med en paraply ved hvor svært det er - både at holde balancen og undgå at stikke øjnene ud på andre trafikanter.

Hvorfor, kan man spørge sig selv, er paraplyholdere til cykler aldrig slået igennem på det danske marked, men kun i Holland og Kina?


Et decideret cykel-regntag er også efterspurgt inde på ibikecph - ved nogen, hvor det fås?

Det vil måske holde dig tør - men ændrer ikke på det (for mig overraskende) faktum, at man punkterer nemmere på sin cykel når det regner

Men måske er vi danskere bare nogle brokkehoveder!? Chancen for at støde ind i nedbør på cykel er meget lille i følge Danmarks Meterologiske Institut. De har regnet ud at en dansk gennemsnitscyklist kun skal huske regntøjet 1,5 gang om måneden eller på 3,5 % af alle cykelture på et år. Læs mere om deres udregning her.

Problemet er bare, at sådan føles det jo ikke! Måske hænger alle regnvejrsturene bare bedre fast i hukommelsen end de mere anonyme ture i tørvejr, som vi er tilbøjelige til at tage for givet?